16 nye unge I Front-ledere i Kolding
I løbet af oktober og november måned, har 16 unge gennemgået DGI's unglederuddannelse I Front i Kolding. Her har de flyttet sig personligt, men også fået nye kompetencer.
I Front er en uddannelse, hvor undervisningen er en blanding af teori og praksis. De unge lærer bl.a. at være på i undervisningssituationer, og hvordan de skal bruge deres stemme og krop som et redskab.

16 unge fik bevis ved afslutningen på Ungdomsskolen i Kolding
Godt til CV'et
Igennem forløbet lærer de desuden, hvordan en forening hænger sammen og hvad bestyrelsesarbejde kan være. Et eksempel som kan ligge tæt op erhvervslivets situationer.
Derfor giver uddannelsen ikke blot gode kompetencer i foreningslivet, men er samtidig et fint plus på CV'et, når de unge engang skal videre i livet. Uddannelsen giver som regel de unge mere selvtillid, som de også kan bruge i skoletimerne eller på et fritidsjob.
Godt på vej
Deltagerne har allerede været i gang med deres første projekt.
På ungdomsskolen afholdte de en projektdag, hvor der bl.a. blev spillet bold, skudt med bue og pil og lavet en masse sjov.
De unge mennesker stod selv for dagen, og havde godt styr over sagerne, hvor 21 børn var med.
Hvis de unge bringer den samme energi med hjem til deres lokalforeninger, er de allerede godt vej i front.
I Kolding var det Folkeoplysningsudvalget, Ungdomsskolen og DGI Sydøstjylland, som stod bag uddannelsen.
Opdateret 24. november 2011